5 grunde til, du skal besøge Israel og Palæstina

En uge i Israel og Palæstina – to undervurderede destinationer

Hands down. Israel og Palæstina er to af de fedeste destinationer, jeg nogensinde har rejst til!

Overvejer du en tur syd på i løbet af forårsmånederne eller efterårsmånederne, er området den perfekte destination. De to lande byder til sammen på det hele, og jeg venter bare på, at lejligheden byder sig til, at jeg kan komme tilbage.

Selvom jeg besøgte Israel og Palæstina i forbindelse med en studietur med en flok journalister og fotografer, havde jeg alligevel god tid til at få set mig omkring.

Her følger 5 gode grunde til, at man skal lægge vejen forbi:

1. Et utal af kulturelle oplevelser

Jerusalems gamle bydel, Grædemuren, tempelbjerget, Det døde hav, Masada-komplekset osv. De kulturelle oplevelser er mange, og der er derfor masser af muligheder for dagsudflugter.

Jeg nåede selv at tilbringe en hel dag i Jerusalem, en dagstur til byen Ramallah i Palæstina, en badetur i Det Døde Hav og en guidet tur i Masada-komplekset.

2. Gode restauranter og mad fra hele verden

Vi boede i Tel Aviv på vores tur til Israel og Palæstina, og en af de ting, som overraskede mig mest, var udvalget af lokkende restauranter i byen. Overalt i byen kunne men finde lækre, moderne caféer og restauranter, og de bød både på traditionel mad og gastronomi fra resten af verden.

3. Lækkert vejr og gode strande

Jeg var afsted i november måned, og temperaturen lå omkring 20 grader. Og så var det jo oplagt at besøge Tel Avivs strand, som strækker sig så langt, øjet rækker.

Og de høje temperaturer helt hen i november betyder derfor også, at Israel og Palæstina er et godt alternativ til den obligatoriske getaway i forårsmånederne eller efterårsmånederne til Mallorca eller Tenerife.

4. Blanding af modernitet og charme

På gaderne i Tel Aviv ligger gamle, slidte og efterladte bygninger, der er fyldt med grafiti. Men mellem de slidte bygninger klemmer samtidig de mest charmerende huse sig ind. Og i hjertet af byen ligger enorme, moderne bygninger.

Tel Aviv har enormt mange ansigter, og blandingen mellem gammelt og nyt er perfekt. Der er rig mulighed for at gå på opdagelse i de gamle gadebutikker, markeder og genbrugsbutikker, men samtidig findes masser er specialbutikker med produkter svarende til dem, der sælges i de mest stilrigtige butikker herhjemme.

5. Billigt og korte afstande

Priserne i Tel Aviv var et godt stykke under danske, og man kan derfor for ganske få kroner få sig et lækkert måltid mad, en øl eller noget tredje. I Jerusalem var priserne dog lidt højere på grund af de mange turister fra hele verden.

Desuden er afstandene mellem de seværdige byer korte. Det tager kun to timer at køre fra Tel Aviv til Jerusalem, og to timer derfra til Det Døde Hav og Masada. Det er derfor nemt at nå mange af landenes oplevelser på relativt kort tid.

Og afstanden til Tel Aviv fra København er heller ikke overvældende. Flytider på seks timer kan de fleste overkomme.

Vil du læse om, hvordan Palæstina i dén grad adskiller sig fra Israel, kan du gøre det her: På den anden side af muren i Palæstina

Turen mod Det Døde Hav og Masada-komplekset er en oplevelse værd i sig selv!
En dukkert (få ikke hovedet under. Vandet smager forfærdeligt!) i november måned i Det Døde Hav. Det ka’ noget.

One Reply to “5 grunde til, du skal besøge Israel og Palæstina”

  1. […] Jeg har også tidligere skrevet en guide med fem gode grunde til, at du bør besøge Israel og Palæstina: Fem grunde til, du skal besøge Israel og Palæstina […]

Skriv et svar