Guide: Tre dage i Tokyo – det skal du nå!

Rejseguide til tre dage i Tokyo

Jeg møder efterhånden flere og flere, der fortæller mig, at de skal en tur til Japan. Og det er ikke uden grund, at Solens Rige, som landet kaldes, er på manges bucket list.

Jeg besøgte selv Japan i januar, og selvfølgelig lagde jeg vejen forbi Tokyo. Spør’ du mig, kan man ikke besøge Japan uden at besøge Tokyo.

Tokyo er verdens største metropol med knap 38.000.000 indbyggere. Tyg lige lidt på det tal. Det er 15 millioner flere indbyggere end i New York.

Min tur til Tokyo var kombineret med en skiferie, og jeg havde derfor kun tid til at være i byen i tre dage. Jeg nåede meget, men man kan sagtens bruge mere tid!

Auraen omkring Meiji Shrine er helt speciel.

Min personlige top 3 over seværdigheder

  1. Tsukiji Fish Market
    Fiskemarkedet i Tokyo er et must see! En sjettedel af al verdens fisk handles herfra, og derfor er det også verdens største fiskemarked. Fisk, snegle og andre skalddyr i alle afskygninger ligger på ræd og række, og det er et fantastisk syn. Vi nåede ikke fiskeauktionen (det var simpelthen for tidligt), hvor man skal klokken 5:30 om morgenen, og man skal ovenikøbet være der i god tid. De lukker kun 120 ind om dagen. Det skulle være en en sjov oplevelse at opleve auktionen helt tæt på.
    Er du ikke morgenmenneske, er fiskemarkedet stadig en fed oplevelse. Gå rundt blandt de arbejdende japanere. Og vær ikke bange for at gå ind i de mørke kroge af de gamle haller.
    Og skynd dig! For fiskemarkedet flytter inden længe. Lige nu er det planlagt til at flytte i begyndelse af 2018.
  2. Meiji Shrine
    Vi ville se nogle af de traditionelle templer i Tokyo, og valget faldt – selvfølgelig – på Meiji Shrine. Et imponerende stort, flot tempel i en ligeså imponerende park. Stemningen og auraen omkring templet er meget speciel, og det vil du ikke gå glip af.
  3. Shibuya Scramle Crossing
    Jeg ved det godt. Scramble Crossing er en klassiker, men man skal altså lige forbi. Tænk sig at komme hjem fra Tokyo uden at have set det virvar af mennesker, der på slaget grøn mand hvirvler ud og ind blandt i hinanden. Sæt dig til rette på Starbuck og nyd udsigten. Det kan helt sikker noget!
Gå en tur i de mørke afkroge af Tsukiji Fish Market, mens japanerne rundt om dig passer sig job.

Restaurant i Tokyo

I løbet af vores tre dage i Tokyo spiste vi på flere gode restauranter. Nærmest lige meget, hvor du bestiller sushi i Japan, vil det slå det, man får serveret herhjemme, med flere længder.

Skal jeg alligevel anbefale en restaurant i Tokyo, må det blive Andy’s Shin Hinomoto. Et lille intimt sted, hvor der serveres frisk fisk. Selvfølgelig købt på dagens fiskeauktion i Tsukiji Fish Market. Maden og atmosfæren er ubeskrivelig. Prøv det, det skuffer ikke!

Billigt men godt hotel i Tokyo

Vi boede på Hotel Villa Fontaine Tokyo Hatchobori. Hotellet ligger meget centralt, kun 10 minutters gang fra det område, der hedder Ginza, en af Tokyos centrale bydele. Hotelværelserne er i rigtig god stand, man kan gå til det meste, morgenmad er godkendt og prisen er billig.
Et enkelt men: man sover med dobbeltdyne, og det kan godt blive lidt mærkeligt, når man rejser med en kammerat 😉

Shibuya-området er et godt udflugtsmål, når mørket er faldet på.

Shopping i Tokyo

Du vil hurtigt finde ud af, når du læser mine blogs, at der altid bliver gjort plads til shopping.

Både i Ginza-, Shinjuku- og Shibuya-området finder du god shopping. Her ligger de klassiske mærker som Zara, Apple og enorme shoppingcentre.

Søger du den særlige shopping: HARAJUKU! Det er uden tvivl det bedste sted, jeg nogensinde har lagt min sparekroner med tøj som udbytte. Området har alle high fashion mærkerne som Supreme, A Bathing Ape, Stone Island osv. Derudover vælter området i små specialbutikker med fed beklædning.

Udover selve tøjet er området flot i sig selv. Modsat de traditionelle områder i Tokyo består Harajuku af små hyggelige gader med særlig arkitektur. Det er en oplevelse i sig selv bare at bevæge sig rundt i de smalle gader og kigge på bygningerne.

Og nu du er i området, skal du ikke snyde dig selv for en frokost hos Luke´s Lobster. Ved 12-tiden begynde køen langsomt at bygge sig op foran den lille biks. Men maden er værd at vente på. Forestil dig en hotdog, men med frisk hummer. Jep, den er god nok. Og det er vildt lækkert!

Arkitekturen i Harajuku er helt speciel. Tag et kig på den, når du har brug for en pause fra shopping.

Diverse informationer

Brug Tokyos velfungerende netværk af offentlig transport. Vi tog undergrunden hele tiden, og det fungerede perfekt. Og vigtigst af alt: togene kører altid til tiden. Køb evt. et ugepas. Det betaler sig, selvom man kun er i byen i tre dage.

Iøvrigt fik jeg repareret min iPhone 6-skærm hos en Apple Store. Det betaler sig. 900 kroner kom jeg af med. Herhjemme skulle jeg betale 1700 kroner.

Jeg håber, at du fandt ovenstående informationer nyttige. Ellers skriv en kommentar, hvis der er noget, du mangler svar på.

Jeg besøgte selve Tokyo i forbindelse med en skiferie i Japan. Overvej du selv en skiferie til Japan og et visit i Tokyo, kan du læse en beretning fra hele turen her: Rejseartikel: Skiferie i fantastiske Myoko, Japan.

One Reply to “Guide: Tre dage i Tokyo – det skal du nå!”

  1. […] Søger du gode råd til, hvad man skal opleve i Tokyo, kan du læse det her: Guide: Tre dage i Tokyo – Det skal du nå! […]

Skriv et svar