Rejseguide: Hong Kong – Sol, strand og storby på trang plads

Futuriske skyskrabere flankeret af religiøse templer. Gamle sporvogne hvinende i dyre finansdistrikter. Strand på bagsiden af en storby. Hong Kong er en by med mange ansigter, og derfor også svær at definere. Men én ting er sikker: den er et besøg værd!

Planlægger du en kommende storbyferie, bør Hong Kong være på din liste. Byen rummer alt, hvad en storby skal, og så byder den faktisk også på lidt mere. Som en hver anden storby har Hong Kong et finansdistrikt med masser af omvandrende jakkesæt, dyre shoppingmuligheder og lækre restauranter. Samtidig byder områder i byen Kowloon, Wan Chai, Mong Kok osv. på mere autentiske asiatiske oplevelser med templer, dim sum. Og bliver du træt af de mange mennesker? Ja, så kan du da lige smutte en tur på stranden.

Den tidligere britiske koloni bærer titlen “Asiens verdensby”, det er en region i Kina med begrænset selvstyre, og den huser omkring 7,5 millioner indbyggere. Mandverden.dk bringer dig en Hong Kong rejseguide med bud på, hvad du bør opleve under dit ophold i den asiatiske metropol med de mange ansigter.

Væddeløb i Happy Valley

Det ugentlige væddeløb på Happy Valley Race Course er tilløbsstykke uden lige i Hong Kong. 50.000 mennesker samles på væddeløbsbanen for at spille penge på heste, og det netop hestevæddeløb er en stor ting i Hong Kong. Stemning under aftenens 10 løb er ekstatisk, og den bør opleves!

Big Buddha

Ca. 45 minutters transport fra Hong Kongs centrum har du mulighed for at møde en enorm buddha-figur siddende på toppen af en bakke. Den enorme bronzestatue er 34 meter høj, og den giver et godt skud kultur oveni indtrykkende fra storbyen. Og har man ikke fået nok, kan man også lige tjekke det kinesiske tempel ud, som ligger samme sted. Selve turen op til Buddha-statuen og templet, som ligger ganske hinsides, vil man også kunne huske. Man skal nemlig bringes med en gondollift de sidste fem kilometer op til området, hvor statuen og templet ligger. Turen byder på fantastiske udsigter.

Yick Cheong Building

I storbyen, der på facaden er ganske pæn og ren, findes også en mere slidt, gammel og yderst fotoegnet del af Hong Kong. Yick Cheong Building ligger i området Quarry Bay, der byder på knap så mange dyre Gucci-forretninger og glamour. Man har fornemmelsen af, at det er her, den almindelige hongkonger bor. Gå ind på bagsiden at Yick Cheong Building og iagttag byens borgeres hverdag set fra bagsiden. Ude fra er bygningen intet særsyn, men indersiden er uden tvivl et Instagram-moment værd.

(artiklen fortsætter under billedet)

Ladies market / Sneaker street

I området Mong Kok føler du for alvor, at du befinder dig i en asiatisk storby. Butikker ligger stolpe op og stolpe ned, og menneskemængden er enorm. Her kan du eksempelvis købe en guldfisk på pose, alverdens blomster, og nå ja, så er det også et af de steder, hvor du finder falske Rolex-ure, Gucci-tasker og Fjällräven-tasker. Uanset om vil have kopivarer med hjem eller ej, er Ladies Market besøget værd. Det samme er Sneaker Street, der ligger par blokke derfra. Som navnet på gaden indikerer, kan du med stor sandsynlighed finde et par sko. I hvert fald ligger sneaker-butikker side om side i gaden, og du bliver lynhurtigt forundret over, at man har samlet så mange skobutikker på så lidt plads.

The Peak

The Peak er navnet på et punkt, der løfter dig over byens fascinerende skyline. Udsigtspunktet giver dig et fantastisk udsyn over byen, og stedet kan anbefales at besøge både om dagen og om aftenen. I stedet for at gå ind i Peak Tower bør du følge stien ud langs Luggard Road, som ligger til venstre for Peak Tower. Gå i ca. fem minutter ud af stien og skyd så dit billede af den flotte skyline.

Sky 100 observation deck

En anden mulighed for at se Hong Kongs skyline er at tage en tur op i Sky 100. Bygningen ligger på Kowloon-siden, og du får dermed et godt blik ind mod Hong Kong Skyline. Sky 100 kan også anbefales at besøge om aftenen. Vær dog opmærksom på, at observationsdækket lukker klokken 21.

Skriv et svar