På den anden side af muren i Palæstina

Klump i halsen. Synk. Svedige håndflader. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det var med lidt ekstra spænding i kroppen, at jeg den morgen stod op med udsigten til en tur til Palæstinas hovedby Ramallah.

Konflikten mellem Israel og Palæstina var noget, jeg kun havde læst og hørt om i de danske medier, men denne dag skulle jeg selv have lov at opleve den tættere på. Ugentligt kunne man læse om ildkampe mellem palæstinensere på den ene side af den enorme betonmur og israelske soldater på den anden side. Den mur skulle vi forbi.

Mine rejsekompagnoner og jeg havde bestilt en taxa fra Tel Aviv til Ramallah. Men fordi, at man skal være i besiddelse af nogle bestemte nummerplader, for at man kan køre på vejene i både Palæstina og Israel, måtte vi bestille en taxa fra Ramallah, som kom hele vejen til Tel Aviv for at hente os.

Egentlig skulle turen i det flotte israelske landskab mod Ramallah kun tage omkring et par timer, men vores taxachauffør havde taget sine forholdsregler, og vi kørte derfor en omvej for at undgå det checkpoint på grænsen mellem Israel og Palæstina, hvor der var allerflest uroligheder. Fint med mig.

Billede taget fra en altan i Ramallah. I baggrunden ses muren, der adskiller palæstinensisk land fra israelsk. Foto: Laura Guldhammer

Da vi endelig kom til muren, der med sin tykke beton og krøllede pighegn på toppen trækker en skarp grænse mellem kamphanernes territorier, blev vi mødt af de kampklædte israelske styrker. Tunge våben og anklagende blikke. Det er nemlig ikke velset blandt mange israelere, at man besøger Palæstina. ”Hvad har I at gøre der?” tænker de.

Men de lod os igennem checkpointet og ind på den anden side. Og synet, der mødte os, var mildest talt meget slående. Vejene i Israel er pæne, rene og velplejede. I Palæstina er det lige modsat. Alt er gammelt og slidt, der ligger murbrokker og flyder på markerne, og det var med endnu mere uro i maven, at man kørte rundt i, hvad der mindede om en krigszone. Og sikkert også havde været det på et tidspunkt.

Man er ikke i tvivl om, at der hersker en anden kultur i Palæstina. Og det er fedt, at man på den måde kan passere en grænse og opleve to så vidt forskellige kulturer indenfor så kort afstand. Og nok får jeg det måske til at lyde som om, at Palæstina er en hærget krigszone, men Ramallahs summen og hektiske centrum var også en stor oplevelse.

I første omgang gik man meget opmærksom rundt i gaderne, og den mindste lyd kunne få hjertet til at sidde i halsen. Men frygten blev hurtigt gjort til skamme. Centrum af Ramallah var nemlig et ganske fredeligt sted. Altså lige på trods af menneskemængderne.

Gaderne i Ramallah er fyldt med både mennesker og små butikker. Foto: Laura Guldhammer

På gaderne i centrum vrimlede det med mennesker. Det var tydeligt, at vesterlændinge var et sjældent syn på de kanter. I hvert fald kiggede de utroligt interesserede på en flok blege danskere. Det var virkelig en speciel oplevelse.

Restauranterne i Ramallah serverer klassisk arabisk mad. Man får serveret et væld af lækre anretninger indeholdende lidt af hvert. Besøger man Ramallah bør man opsøge en af de lokale restauranter.

Noget at man bør opsøge er de lokale taxachauffører. Det lyder nok underligt, men en tur med dem kan også give en sved på panden. De kører ikke efter helt samme regelbog, som vi gør i Danmark. Lad mig bare sig det sådan. Det foregår helst med hornet i bunden og 80 i timen. Interessant. Bestemt.

Skal man pege på en mere ”turist-agtig” udflugt i Ramallah, må det være Yasser Arafats gravsted. Bevogtet af soldater er gravstedet et stort hvid palæ af marmor, hvor hans grav er placeret i midten. Udover selve gravstedet rummer stedet en moské og klos op af ligger Palæstinas regeringsbygninger, også kaldt Mukataa.

Et museum hører til stedet. Vi havde desværre ikke muligheden for at besøge det. Men jeg har læst, at det skulle være et utroligt spændende museum, hvor historien og kulturen forklares. Men bare det at stå ved selve Arafats gravsted, så føler man historien om menneskerne og deres land.

Yasser Arafats gravsted i Ramallah. Desuden hænger store bannere og små plakater med Arafat afbilledet overalt i bybilledet i Palæstina. Man er ikke tvivl om, at han er en stor skikkelse blandt de lokale.      Foto: Laura Guldhammer

 

 

Selvom jeg inden havde både fordomme og en spænding i forhold til at skulle besøge Ramallah, har jeg på intet tidspunkt fortrudt, at jeg gjorde det. Området er en fantastisk modsætning til Israel, og jeg synes, at det hører med til fortællingen om Israel, at man også besøger Palæstina.

Kulturernes forskelligheder er slående og det samme er de to områders udseende. Det er virkelig specielt at opleve to så store forskelligheder indenfor så kort afstand – kun adskilt af en mur.

Derfor kan jeg også kun varmt anbefale, at man besøger Ramallah, hvis man besøger Israel.

Jeg har også tidligere skrevet en guide med fem gode grunde til, at du bør besøge Israel og Palæstina: Fem grunde til, du skal besøge Israel og Palæstina

God stemning i Ramallah. Foto: Laura Guldhammer
Regeringsbygningerne samt museet ved Arafats grav. Foto: Laura Guldhammer
Foto: Laura Guldhammer
Foto: Laura Guldhammer
En grøn plet i Ramallah.

One Reply to “På den anden side af muren i Palæstina”

  1. […] Vil du læse om, hvordan Palæstina i dén grad adskiller sig fra Israel, kan du gøre det her: På den anden side af muren i Palæstina […]

Skriv et svar